Sawaraby-koret blev startet i januar 1994 af Kirke Saabys
daværende organist Yuzuru Hiranaka.
Ordet Sawaraby stammer fra en ode i et kendt japansk digt og
betyder frisk, ung, livet foran dig. Koret er opbygget som en
selvstændig forening, der er kontraktligt knyttet til sognets to
kirker, Kirke Saaby og Kisserup Kirke.
Korets medlemmer har siden 1. april 1997 varetaget
funktionen som kirkesanger ved alle kirkelige handlinger. Korets
repertoire er overvejende klassisk, men der indgår også sange og
viser. Som en hjælp bliver nye stemmer indspillet efterhånden.
I dag ledes koret af organist Anders Danman. Fast
øveaften er torsdag kl. 19:30 – ca. 21:30. Der er indlagt en
pause, hvor kaffe og te indtages, mens snakken går. Koret er
medlem af Kor72. Vi lægger vægt på, at korets medlemmer får
mulighed for at uddanne sig. Vi har to workshops (weekendkurser)
årligt med sangteknik og stemmetræning, hvor vi undervises af
professionelle sangpædagoger. Dertil kommer kortere kurser i
afgrænsede emner. Som en udadvendt aktivitet inviterer koret og
organisten hvert forår og efterår til sangaften i Den Gamle
Skole.
Sawarabykoret starter det nye år den 12. januar
kl. 19:30 i Den Gamle Skole, Kirke Saaby.
Kom og vær med til at gå foråret i møde sammen med
et aktivt kor.
Vi begynder at øve til forårets aktiviteter, bl. a.
påsken og konfirmationerne.
På programmet i foråret er også en sangaften den 15.
marts.
Præstegården: Bogøvej 1, 4060
Kirke Saaby. tlf 46492117. Fax 46492983 E-mail
pjs@km.dk
Kirke Saaby kirke: Placeret lige over for
præstegården på Bogøvej - Kisserup kirke: Aggerupvej 13, Kisserup, 4330 Hvalsø