Hellere fastefood end fastfood

Den kristne faste begynder fastelavns søndag og fortsætter frem til påsken.

Fasten er forsagelsens tid, hvor livet går ned i tempo og man begynder at tænke dybere over sin tilværelse end man gør, når man er midt i en fest. Men fasten er i vort moderne samfund aldrig slået igennem. Vi har den holdning, at livet skal være en stor fest. Men det er ikke sandt. Ind imellem bliver vi syge og må slås med smerter og angst.

Ind imellem rammes vi af økonomiske kriser. Mellem festerne er der uundgåelig en fastetid, hvad enten vi vil det eller ej. Og hvis vi ikke indstiller op på den kendsgerning, så slår disse antifest-tider os totalt ud. Dronningen var inde på det i sin nytårstale forrige år. Hun sagde, at vi gerne vil leve i storbyen med alle dens mange tilbud, men ikke have byens larm og uro. Og jeg vil tillade mig at tilføje. Vi vil gerne bo på landet og spise billigt svinekød til aftensmad. Men der skal ikke lugte af gylle. Vi vil gerne gifte os og nyde et andet menneskes nærvær. Men vi kan ikke holde ud, hvis der skulle dukke problemer op i vort forhold. Der er, mere end nogensinde før, brug for at fastetiden bliver genoplivet. Vi skal have en tid på året, hvor vi tænker dybere over vort liv end vi gør i festrusen og hvor vi også øver os på at forsage.

Jeg spurgte mine konfirmander forleden, om de ville aflevere deres mobiltelefon til mig i 40 dage, for at de kunne være 100 procent tilstede i enhver situation. De var dybt rystet. Nu vil jeg spørge laeserne af denne klumme og mig selv om der er noget, vi de kommende 40 dage kan undlade, der vil give os mere tid til fordybelse og hinanden? Ville det være en ide, at slukke fjernsynet og i stedet læse et par kapitler af biblen eller en anden god bog? Kunne det tænkes, at vi et stykke tid forsagede kød, vin og mælkeprodukter for at sende de penge vi sparede til Folkekirkens Nødhjaelp?

Fastefood frem for fastfood. Eller skulle vi prøve at surfe oftere på vor kærestes krop end vi surfer på Internettet? Fest er livets salt. Men vi lægger ikke mærke til festen, hvis vi ikke et lille stykke tid træder ud af festen og tvinger os selv til afsavn fra det, vi er blevet narkomaner af.

 Havde vi øvet os på at forsage, bare 40 dage hvert eneste år, havde det været nemmere for os at tackle en finanskrises afsavn. Vi har været i træning!